Endelig fr-/hjemme

[Dette indlæg er blevet forsinket på grund af et 18 timer langt strømsvigt]

Nong Kiau ér et fedt sted. Jeg var inde på en cafe i Luang Prabang i går og kom til at tale med den amerikanske bestyrer. Hun reagerede med et ’Fantastic! Nong Kiau’s where I go for vacations.’

Og det kan jeg sådan set godt forstå. Selv om der hele tiden er lyde rundt omkring, er her en fantastisk ro. Tranquility for at misbruge et skønt engelsk ord. Her er cirka 1000 huse og et større opland med landbrugere af mange slags. Det er i grunden alle de mennesker, min indsats skal hjælpe. Selve byen er en typisk asiatisk landsby med vakkelvorne huse op langs hovedgaden, der løber ned til Broen over floden Ou. Ikke en sindssygt smuk bro, men ret effektiv og samtidig en belejlig måde at komme tørskoet over til de forskellige guest houses på den anden side, bl.a. Nong Kiau Riverside, som jeg så bor på.

Selv om jeg fået den bungalow, der ligger længst fra reception og restaurant, er der kun 3 minutters gang derned. Og det er jo til at leve med, når jeg nu får opholdet til favørpris. Den er stor, med ventilator, balkon ud til floden og en dobbelt himmelseng. Selvfølgelig er der træk og slip samt varmt vand i brusebadet. Slet ikke værst, faktisk.

Jeg ér glad for, at jeg er her – også ind i hjertet. Selvfølgelig modtog Riverside's ejer Eskil mig venligt og blev glad for både rugbrød og sild. Han er en sød fyr med god indsigt i rigtig mange ting. Hans mor er på besøg og fortalte, hvordan det hele var opstået:

"Vi var på motorcykeltur i Laos og sad og fik kaffe ovre i byen. Pludselig pegede Eskil herover og sagde, at her ville han gerne bygge." Længere var historien så ikke, og i dag driver Eskil et velbesøgt hotel i Nong Kiau.

Han kunne i øvrigt glæde mig med oplysningen om, at jeg ikke behøver flytte nogen steder hen før tidligst den 7-9. oktober. Oprindeligt var der fuldt booket allerede lørdag aften, så nu når jeg da formentlig at få ro på det hele, før jeg skal videre. Og selv om der ikke er noget, der bare ligner et skab i hytten, kan jeg pakke lidt ud og lave lidt bunker med mine ting. Så det er fint nok. Og han fortæller også, at der er flere af de bookede dage, der er faldet ud, så jeg kan bo her alligevel. Så håber jeg bare på flere afmeldinger og/eller udeblivelser.

Jeg har fået at vide, at jeg skal undervise her på Riverside kl. 11-12, lærerne på skolen kl. 15-16 og Government kl. 16-17. Rart, at de sidste to aftaler er klappet sammen, så jeg kan få mere luft før og efter. Det havde været lidt træls at hænge ud 1½-2 timer mellem de to hold.

Så jeg er fornøjet, sidder her på restauranten med et noget shaky internet, men det virker. Fredag afen laotisk tid lykkedes det Hanne at fange mig på Skype, Dejligt efter 3½ dags "barsk" adskillelse, og i øvrigt imponerende, at det er gratis, når jeg er så langt væk. (Mit Skype-brugernavn er kraemer.dk. Hvis nogen ringer, skal jeg lige have headsettet monteret, så hav lidt tålmodighed, tak...) Nu skal jeg bare lige have pakket ud, slappet lidt af her i weekenden, og så er det om at komme i gang med introduktionen.

Mellemlanding i Luang Prabang

Luang Prabang! Det lyder jo faktisk som et eller andet mystisk buddhistisk paradis – og det er ikke en gang helt ud i skoven. Det var Laos’ gamle kongeby fra 1400-tallet og op til vores dage og samtidig propfyldt af templer, kongeslottet fra 1904, en imponerende stupa og er ikke uden grund en af Unesco’s World Heritage Sites.

Når vi har set tv-udsendelser om de orangeklædte munke kunne det faktisk sagtens være fra Luang Prabang. Hver morgen stimler turisterne ud i gaderne kl. 4.30 for at overvære de processioner, munkene gennemfører, før de trækker sig tilbage til klostrene i bøn. Det er der skønne billeder i, hvis man i øvrigt gider stå så tidligt op. (Det er der, som I kan se, altså en anden, der har gjort for mig.)

Alt dette har jeg så valgt at ignorere fuldstændig i de to dage, jeg har tilbragt her. Når Hanne og jeg om en måneds tid tager en ni dage lang rundtur i andet, er Luang Prabang nemlig hovedseværdigheden. Eller med andre ord: Når jeg nu ikke gider se den slags to gange, kan jeg lige så godt vente og dele oplevelsen. (Af samme grund er der heller ikke rigtigt billeder med dette indlæg på bloggen. De følger…)

Dermed kunne jeg så runde en aldeles begivenhedsløs rejse herned af med et par hyggelige dage i byen. Kortet er selvsagt Laos, og Luang Prabang-provinsen er den røde klat, man så uklædeligt har placeret oppe nordpå. Det er i øvrigt også her, Nong Kiau ligger.

Sjovt nok ér det faktisk muligt at hygge sig i modsætning til så mange andre sydøstasiatiske byer. Laoterne er langt mindre fortravlede end deres naboer i Vietnam og Thailand. Trafikken foregår uden den evindelige dytten (I Vietnam dytter ALLE chauffører mindst en gang for hver tre sekunder.)

Samtidig er det helt oplagt, at laoterne ikke opfatter turister som omvandrende og åbne tegnebøger, som man skal vride hver eneste skilling ud af. De er søde, rolige og langt fra påtrængende. Det begynder ligefrem at blive behageligt at slentre rundt på markedet og opleve, at et nej faktisk bliver forstået som et nej. Det betyder selvfølgelig ikke, at de forventer, at vi tinger lidt om prisen, og turistpriser er selvfølgelig betydeligt højere end lokalpriser. Og desværre er de handlende ikke gode nok til engelsk til at forstå mit supertrick ved markedsshopping. (”Okay. Nu ved jeg, hvad DIN bedste pris er. Jeg går lidt rundt og hører på markedet. Hvis det ér den billigste pris, kommer jeg selvfølgelig tilbage og køber.” Det plejer gerne t kunne skære yderligere 50 procent af de hårdt handlede priser.) Men det går jo endda, efter at jeg lige er kommet i gang igen.

Så laoternes medfødte generthed og ro gør dem faktisk til noget nær perfekte værter. For de er stadig hjælpsomme og begejstrede for at kunne gøre turisten en tjeneste – også uden forventning om fyrstelige drikkepenge. ME LIKE!

I det hele taget faldt Luang Prabang i min smag. Det er en flot by, der er rent og fortovene er faktisk i langt bedre stand end alle andre steder, jeg har været. Selv gadebelysningen stikker mørket på stisystemet i Skejby, hvor jeg jo som bekendt dagligt sætter livet på spil på cyklen.

Den klædeligt underspillede konklusion efter 1½ døgn i Laos, at jeg godt kan vænne mig til det. Eller sagt lidt klarere: Jeg er vild med at være her. De skal bare lige finde ud af, at det rent faktisk er vintertid fra den 1. november. Dagtemperaturen er i de midterste 30’ere. Heldigvis har jeg været klog nok til at ramme Sydøstasien i tørtiden. November er regnfri, og samtidig er myggesæsonen ved at være ovre. Og heldigvis SKULLE temperaturerne falde mærkbart, inden Hanne når frem.

Nong Kiau - here I come!

Helt tilbage i januar fortalte min kunde Sofie Nielsen fra Den Sociale Udviklingsfond mig om muligheden for at blive frivillig engelsklærer i Laos. Det tog mig præcis ét besøg på http://www.axisngo.dk at finde ud af, at landsbyen Nong Kiau skal trækkes med mig i november måned.

Så er det jo skønt, at min hustru har ro og plads nok til at lade mig gøre det, jeg synes er sjovt og/eller rigtigt for mig. Og jeg er temmelig sikker på, at det her bliver begge dele.

Jeg ved ikke sindssygt meget om stedet endnu, men de tidligere frivillige har i dén grad gjort reklame for Nong Kiau og livet der. Det er godt nok langt uden for udkanten af den bageste del af Laos, som jo i sig selv hører til blandt jordens mere anonyme lande. Men skidt med det.

Landsbyen skulle ligge et af de smukkeste steder i Laos, folk er lige så søde som i Vietnam og Thailand, og så kan det jo ikke gå helt galt, vel?

Baggrunden er selvfølgelig, at laoterne gennemgående ikke er så skide gode til at tale engelsk, og at niveauet skal op, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at klare sig bedre internationalt. Laos hører til blandt verdens få tilbageværende "demokratiske folkerepublikker", som kommuniststater har for vane at omtale sig selv.

Nong Kiau har  med sin tilbagetrukne beliggenhed en vis gennemstrømning af turister. Det er nemlig et populært udgangspunkt for sejladser på Mekongfloden op til Luang Prabang. Denne er Laos' næststørste by og samtidig den store turistattraktion i landet. Luang Prabang er en af UNESCO's World Heritage-byer og er dermed blandt de mest bevaringsværdige steder i verden. Det skyldes en masse buddhistiske templer og en seværdig gammel bydel.

Så folkene i Nong Kiau kan jo nok jo nok godt bruge lidt engelskkundskaber.

Jeg skal undervise tre hold i en time hver dag. Lærerne på den lokale skole (de er næsten blanke), de ansatte på det lokale regeringskontor (de kan vist en del) og de ansatte på det lokale hostel. (http://www.nongkiau.com)

Det er vist nok noget af en udfordring, men det hører I mere om i løbet af de kommende uger.

Men hvorfor nu det her? Tjoh, jeg har faktisk tre formål med at suse herned i ialt seks uger:

1. Jeg vil gerne gøre noget godt
2. Jeg vil gerne have en kæmpe oplevele og komme tæt på den lokale befolkning i et spændende land
3. Jeg vil gerne have ladet mine batterier op

Det hele skulle kunne lykkes her, har jeg forstået. Jeg er dog en lille smule forbeholden med hensyn til nummer 3. Hotelværten har overbooket hotellet, så jeg skal flytte til og fra stedet 14 gange i løbet af november. Det huer mig faktisk ikke at skulle leve livet i en kuffert, men lad os nu se, hvor slemt det bliver. Jeg  håber og vælger at tro på det bedste, selv om der ikke er garanti for værelser andre steder de dage. Der KAN komme afbestillinger, og så står jeg altså først på ventelisten, er jeg  blevet lovet.