Mellemlanding i Luang Prabang

Luang Prabang! Det lyder jo faktisk som et eller andet mystisk buddhistisk paradis – og det er ikke en gang helt ud i skoven. Det var Laos’ gamle kongeby fra 1400-tallet og op til vores dage og samtidig propfyldt af templer, kongeslottet fra 1904, en imponerende stupa og er ikke uden grund en af Unesco’s World Heritage Sites.

Når vi har set tv-udsendelser om de orangeklædte munke kunne det faktisk sagtens være fra Luang Prabang. Hver morgen stimler turisterne ud i gaderne kl. 4.30 for at overvære de processioner, munkene gennemfører, før de trækker sig tilbage til klostrene i bøn. Det er der skønne billeder i, hvis man i øvrigt gider stå så tidligt op. (Det er der, som I kan se, altså en anden, der har gjort for mig.)

Alt dette har jeg så valgt at ignorere fuldstændig i de to dage, jeg har tilbragt her. Når Hanne og jeg om en måneds tid tager en ni dage lang rundtur i andet, er Luang Prabang nemlig hovedseværdigheden. Eller med andre ord: Når jeg nu ikke gider se den slags to gange, kan jeg lige så godt vente og dele oplevelsen. (Af samme grund er der heller ikke rigtigt billeder med dette indlæg på bloggen. De følger…)

Dermed kunne jeg så runde en aldeles begivenhedsløs rejse herned af med et par hyggelige dage i byen. Kortet er selvsagt Laos, og Luang Prabang-provinsen er den røde klat, man så uklædeligt har placeret oppe nordpå. Det er i øvrigt også her, Nong Kiau ligger.

Sjovt nok ér det faktisk muligt at hygge sig i modsætning til så mange andre sydøstasiatiske byer. Laoterne er langt mindre fortravlede end deres naboer i Vietnam og Thailand. Trafikken foregår uden den evindelige dytten (I Vietnam dytter ALLE chauffører mindst en gang for hver tre sekunder.)

Samtidig er det helt oplagt, at laoterne ikke opfatter turister som omvandrende og åbne tegnebøger, som man skal vride hver eneste skilling ud af. De er søde, rolige og langt fra påtrængende. Det begynder ligefrem at blive behageligt at slentre rundt på markedet og opleve, at et nej faktisk bliver forstået som et nej. Det betyder selvfølgelig ikke, at de forventer, at vi tinger lidt om prisen, og turistpriser er selvfølgelig betydeligt højere end lokalpriser. Og desværre er de handlende ikke gode nok til engelsk til at forstå mit supertrick ved markedsshopping. (”Okay. Nu ved jeg, hvad DIN bedste pris er. Jeg går lidt rundt og hører på markedet. Hvis det ér den billigste pris, kommer jeg selvfølgelig tilbage og køber.” Det plejer gerne t kunne skære yderligere 50 procent af de hårdt handlede priser.) Men det går jo endda, efter at jeg lige er kommet i gang igen.

Så laoternes medfødte generthed og ro gør dem faktisk til noget nær perfekte værter. For de er stadig hjælpsomme og begejstrede for at kunne gøre turisten en tjeneste – også uden forventning om fyrstelige drikkepenge. ME LIKE!

I det hele taget faldt Luang Prabang i min smag. Det er en flot by, der er rent og fortovene er faktisk i langt bedre stand end alle andre steder, jeg har været. Selv gadebelysningen stikker mørket på stisystemet i Skejby, hvor jeg jo som bekendt dagligt sætter livet på spil på cyklen.

Den klædeligt underspillede konklusion efter 1½ døgn i Laos, at jeg godt kan vænne mig til det. Eller sagt lidt klarere: Jeg er vild med at være her. De skal bare lige finde ud af, at det rent faktisk er vintertid fra den 1. november. Dagtemperaturen er i de midterste 30’ere. Heldigvis har jeg været klog nok til at ramme Sydøstasien i tørtiden. November er regnfri, og samtidig er myggesæsonen ved at være ovre. Og heldigvis SKULLE temperaturerne falde mærkbart, inden Hanne når frem.