La gone til Nong Kiau

La gone er selvfølgelig laotisk og betyder selvfølgelig farvel. I morges var det slut med eventyret i den fantastiske landsby med de fantastiske mennesker.

Vi har nået at knytte os rigtig meget til især personalet på Nong Kiau Riverside, og det modsatte er faktisk også tilfældet. Et par søde gaver, en tåre i øjenkrogen og stor glæde over det, vi har udrettet her i de[n] sidste (fire) uge(r). Endnu en bekræftelse på, at Axis gør noget her i Nong Kiau, der virkelig er besværet værd.

Det giver mig lige lyst til at videregive et par links til eventuelt interesserede:

Først og fremmest Nong Kiau Riverside, hvis nogen har lyst til at tage på ferie i et land, der endnu ikke er spoleret af turister og dårlig vestlig indflydelse. Laos PDR (Please Don't Rush) er et pragtfuldt afslappende sted at være. Ingen presser på, ingen rykker i dig, og mange mennesker er mere interesseret i dig som menneske end som en omvandrende tegnebog. Laos er et skønt sted at koble af, hvis afkobling ikke lige er ensbetydende med 'starnd' for dig.

Og når du er i Laos, skal du selvfølgelig til Luang Prabang, der er UNESCO World Heritage City. (Verdenskulturarv) Og endnu mere selvfølgeligt skal du besøge Nong Kiau og bo på Nong Kiau Riverside hos Eskil, Nit, Peth, Sukh, Vanh, Moi, Nyik og alle de andre. Find mere om Riverside på nongkiau.com. Riverside har egen shuttle til Nong Kiau fra Luang Prabang, og Eskil kan rådgive om ferie i det nordlige Laos i øvrigt.

Det andet link er til Axis, hvis du selv har fået lyst til at få den kæmpe oplevelse som engelsklærer i Laos, Bolivia eller Peru, samtidig med, at du gør noget godt. Klik ind på axisngo.dk.

Du vil ikke fortryde nogen af delene. Go' tur!

Hvad er et hjem uden parabol?

En gang imellem kan jeg godt undre mig lidt over folks økonomiske prioriteringer. Som nu her i en endnu mindre landsby lidt uden for Nong Kiau i Laos.

Vi kan vist lynhurtigt blive enige om, at parcelhusene på billedet ikke er de allermest prangende, og at der sikkert er en del muligheder for forbedringer. Ikke mindst om halvanden måneds tid, når det bliver ned til 7-8 grader om natten.

Men alligevel sidder her kæmpestore parabolantenner, som sikrer perfekt modtagelse af thailandske junk-programmer på farvefjernsynet døgnet rundt. Er der nogen, der tør vædde en stegt rødspætte med mig om, at det er farmand, der styrer indkøbsbudgetterne her?

Luksus i Laos

Ordet luksus betyder helt sikkert noget forskelligt i Laos og i f.eks. Dubai. Her er det luksus at kunne få sig et varmt bad, når man står op. Det er luksus at have et siddetoilet i sin bungalow, og det er en luksus, når personalet på det udvalgte guest house taler en smule engelsk. For slet ikke at tale om en altan, hvor man kan læse eller nyde eftermiddagssolen med byen og bjergene i baggrunden.

Vi har alle fornøjelserne her på Nong Kiau Riverside, hvor jeg nu har boet den sidste måneds tid. Søndag er dét forbi, og så suser vi ud på en lynhurtig Tour de Laos. Det kan I ganske givet læse mere om her.

Så er det slut på skolen

I dag (fredag) måtte vi så sige endeligt farvel til vores "klasse" på skolen. Vi havde medbragt en seddel med den laotiske besked, at dette var sidste time. Vi kommer ikke på mandag.

Deltagerantallet har svinget fra 12 til 37, og en dødssyg fredag fra kl. 15 til 16 stak vi rekorden med ikke færre end 40 entusiastiske børn, der gerne vil lære engelsk. Selvfølgelig var en del af dem nye, men det er da fantastisk, at så mange gider bruge deres fritid på at lære et fremmedsprog. Ville 7-8 årige børn i Danmark kunne se perspektivet i og nødvendigheden af at være gode til engelsk. I don't think so.

...and what color is THIS?

Og både Hanne og jeg er jo kommet til at holde af de ellers ret drænende timer på skolen, så det var da fantastisk, da ungerne af sig selv kom for at give hånd og sige Kawp Jai Lai Lai (mange tak). En efter en. Et par stykker var synligt kede af, at festen slutter nu.

Lige på dét tidspunkt havde jeg hellere end gerne skrevet under på en forlængelse af aftalen med Axis i et par uger.


Afskeden med Provincial Office var knapt så rørende.

Undervisningslokalet var aflåst, og kun Chanta var til stede, da vi ankom. Ergo gik Mrs. Teacher hjem, mens Chanta og jeg nød det gode vejr og talte om 'prepositions' (forholdsord). Lidt efter kom det lokale turistpolitis nye betjent og deltog i resten af lektionen.

Trods alt godt med et par engagerede elever, og begge ærgrede sig da over, at det er slut. De glæder sig, til Bente kommer og tager over midt i januar.

Sig hej til Sonja

I går flyttede denne Brown Huntsman fast ind i vores badeværelse, og det har vi så affundet os pænt med. Hanne døbte øjeblikkeligt bæstet Sonja og har med vanlig iver forsket i dens dødelighed og angrebslyst.

Heldigvis bider edderkopperne kun, når man virkelig provokerer dem, så vi har valgt at anskue Sonja som en del af familien. Hun er jo kun 12-13 centimeter i diameter, og ud fra Wikipedias at dømme, er hun ganske ung. Og dyrebørn er jo som bekendt nuttede. Især når de ikke er giftige.

Til gengæld for husly forventer vi, at hun så holder alt andet kryb ude af badeværelset. Noget for noget.

Pretty face

Et af de ansigter, det altid er dejligt at møde på skolen, er pigen her. Smukke, lidt triste øjne og altid et stort smil til overs. Nong Kiau's 7-årige skønhed lå og slangede sig henover bordet med sin lille grønne skoletaske, da vi ankom i klasselokalet på sidste skoledag i dag.

Hammer og Segl i gadebilledet

Som jeg vist har skrevet tidligere, er Laos en af verdens få tilbageblevne kommunistiske stater. Landets rigtige navn er 'Lao PDR', hvor PDR står for People Democratic Republic. Det er i folkemunde omdøbt til Please Don't Rush, som rammer rigtig godt plet i forhold til folkesjælen.

Hannes far spurgte allerede efter et par dage, om jeg mærker, at jeg er i et kommunistisk land, og jeg svarede klart nej. Der er meget lidt politi og militær, og forretningslivet trives så fint, som det nu kan i Sydøstasiens fattigste land.

Men den seneste tid er der begyndt at ske lidt. Nationaldagen (2. december) er begyndt at nærme sig, og så forventes det, at forretninger og offentlige kontorer fører to flag på facaden. Selvfølgelig Laos' eget flag, men sjovt nok også det forlængst hedengangne Hammer & Segl-symbol hænger overalt. Det vidner lidt om, hvor laoternes placering i det internationale system var frem til Sovjetunionens kollaps i 1991.

Nu lakker det mod enden...

I dag (torsdag) var vores næstsidste undervisningsdag, og det er en lillebitte smule trist, for det er faktisk blevet rigtig skægt at undervise vores lækre hold på Nong Kiau Primary School.

Selv om det selvfølgelig er frustrerende med fuldstændig nye ansigter hver eneste dag, har vi en lille gruppe af kvikke børn, der følger supergodt med. Hanne og jeg har talt om, hvor fedt det kunne være at se, hvor langt vi kunne flytte dem på en måned med dem alene og stabilt fremmøde.

Ellers oplever vi, at ungerne har det sjovt, er engagerede og viser en pæn koncentration, selv omd et er efter skoletid mellem kl. 15 og 16. Flot. I dag var de oven i købet stille og sad pænt, når de ikke lige skulle svare på spørgsmål. SÅ er der gang i den.

I øvrigt er vi blevet helt gode til at få drejet den, så de rent faktisk fatter, hvad de skal svare på vores spørgsmål. Sejt.

Lige et par indtryk fra dagens lektion. (Eventuelle uskarpheder skyldes et nyt og meget mørkt klasselokale.)

Vindueskiggere

Interessen for engelskundervisning ér stor, men det er ikke alle, der er helt trygge ved Mr. Teacher, lader det til. I hvert fald er der altid en stribe unger af forskellig størrelse, der kigger med fra vindueskarmene. De siger ikke noget, og på et eller andet tidspunkt forsvinder de fleste igen. Men okay, så sliper vi i det mindste for, at eleverne udvandrer i enorme antal.

Den 'lidt ældre' hrerre med den hvide skjorte hjalp os med at få oversat I, you, he, she, it, we, you og they til laotisk. Han er secondary school-elev og talte faktisk udmærket engelsk, men han blev alligevel hængende hele vejen igennem lektionen.

Øjeblikkelig popularitet!

Hanne er hurtigt blevet populær blandt ungerne på vores engelskhold. Det lå helt fast, da vi kom på skolen onsdag eftermiddag. Et par generte piger listede hen med en sammenkrøllet tegning, som de overrakte den nye dame på skolen.
Det gav stor opmærksomhed og god lejlighed til at fotografere flokken af interesserede børn.

I øvrigt gav dagen os nyt indblik i eleverne. det viser sig, at de er helt ned til seks år gamle, og at der godt nok ikke er ret mange tocifrede iblandt. De to lærere blev tilsyneladende trætte af at blive undervist med alle rollingerne, selv om de har været meget engagerede frem til i fredags. Men det er altså vilkårene her.

Og det er faktisk stadigvæk skide skægt at træne fuldstændigt begynderengelsk med en flok unger, der absolut intet forstår af det, vi siger.

Men de er flittige med notatblokken, og de er faktisk vildt engagerede, når vi laver noget, de kan finde ud af. F.eks. at sige helt enkle sætninger, tælle dyr, kende farver og dyrenavne og den slags.

Faktisk er der en håndfuld, der allerede er helt på højde med situationen - og endda lidt foran. Det ku' være skægt at håndplukke fem eller seks til en måneds ekstraundervisning og se, hvor langt vi kunne flytte dem.

Nej tak. Ikke hvis vi KAN blive fri!

Laos er et himmerige for naturelskere af enhver slags. Især dem, der elsker hiking (vandreture), mountainbikes og masser af sved.

Derfor har Nong Kiau Riverside sat denne lille reklame op på altanen ved hver bungalow, og dem, der hopper på limpinden er da også vildt begejstrede for turen.

Tror I, at friluftsfanatikerne Hanne og Steen er faldet for fristelsen? :o)

Med fru Clevin på aftenarbejde

På de forholdsvis små hold med voksne er spil i undervisningen sindssygt populært. Vi spiller Hangman og især Memory, hvor eleverne skal fortælle, hvad der er på billederne, eller hvad der står på det matchende kort med tekst. Det øger ordforrådet og sprogsikkerheden.

Laoterne virker i nogle sammenhænge en smule naive, og derfor er deres glæde over børnespillene enorm. Især når de tager flere sæt brikker hjem ad gangen i memory. Så foregår det med slet skjult fornøjelse og triumferen.

På samme måde kan de more sig vildt over ting, som vi næppe ville finde særligt vittige i Danmark. Men man kan, som min forgænger Signe har skrevet tidligere, ikke lade være med at grine sammen med dem. Livsglæden er nemlig altid lige under overfladen, og smilet sidder næsten altid på laoternes ansigter.

Nå, men i aftes lavede Hanne og jeg (altså især Hanne) så et nyt vendespil, som vi glæder os til at præsentere i dag. Tjenerne skal styrkes i, hvad retterne og de forskellige råvarer hedder. Samtidig træner vi restaurantdialog i denne uge, så de kan blive sikrere over for gæsterne.

Pigen med ballonen

Selv om der er undervisning kan det godt være, at man egentlig hellere vil tulle lidt rundt for sig selv og nyde, at man har en gul ballon og en bar mave.

Så går man bare.

Andre hænger ud af vinduet og keder sig, mens nogle unger sidder i klasselokalet og råber Sa-bai-dee efter os, når vi går forbi.

Lærerne lader sig ikke genere af den slags. De fortsætter bare uden at fortrække en mine.

Mr. & Mrs. Teacher

Alle billederne er taget inden dagens engelsktime, og alle hører mere eller mindre med i engelskklassen.

Nu er det efterhånden et par dage siden, Hanne er kommet her til Nong Kiau, og det har været en dejlig oplevelse for os begge to. Også undervisningen har nydt godt af to lærere, der er nogenlunde lige skarpe på det engelske. Alle 'students' (som det hedder her) får talt og øvet meget mere, end de plejer, og Hanne kommer med nye gode idéer til, hvordan vi skal få banket vores budskaber ind i børnene på skolen.

Og trods hendes viden om mine erfaringer blev det vist lidt af et kulturchok for hende!

Børn der kommer og går, som de har lyst til, optræk til kaos ved flere lejligheder og total jubel, når de nye lærer hoppede eller løb for at illustrere, hvad ordene betyder.

Det var skide skægt, og ungerne giver altid sved på panden, for det kræver altså sin mand (og kvinde) at holde dem meningsfuldt beskæftigede i den tid, en lektion varer.

Især fordi øvelserne i grupper eller to og to har vist sig at være halsløs gerning. De forstår det simpelthen ikke godt nok, og i Laos arbejder man altså ikke i grupper eller øver selv. Det hele foregår ved at efterligne, hvad læreren lige har sagt.

Vores eget lille pædagogiske oprør er så at få dem til at sige noget (i kor, selvfølgelig), som vi ikke på forhånd har sagt. Og det lykkedes så flot i dag, da vi lærte dem man, woman, boy og girl. Skide skægt og et så højlydt begejstret kor af unger, at det vakte opmærksomhed ude i skolegården, og 'vores' børn havde det hylemorsomt. Mindst.

Og der er fremskridt over næsten hele linjen. (Provincial Office' håbløse firmafodboldhold skulle igen spille kamp, og så var showet ellers aflyst, da vi kom frem.)

Men skidt med det. Vi nyder, at solen og de lune dage igen er kommet til Nong Kiau. Skønt!

Charmetrold på damejagt

Det er så første dag, Mr. Teachers kone er med i skole; vi er der i god tid og sætter os i den tomme skolegård og venter. Pludselig dukker ham her op af ingenting, går lige forbi undertegnede og begynder at gøre haneben til fruen ved siden af på bænkent.

Nu er jeg jo ikke sådan udpræget jaloux anlagt, så selv om intentionen var HELT klar, koncentrerede jeg mig besindigt om at få et par billeder af den lokale charmetrold.

Nyd ham lige flirte. Han er da for nuttet.

Frustrationer og glæder

Alt i alt går det såmænd fint nok her i Nong Kiau. Jeg elsker jo at være her, selv om den blå himmel og 30 grader de sidste fire dage har været skiftet ud med tykt overskyet og 18 grader.

Selvfølgelig er der ting, der frustrerer ind imellem. Når man er vant til dansk mødedisciplin og præcision, kan det godt irritere, at fremmødet er så svingende, som det er.

Især i skolen,hvor jeg har prøvet alt fra 12 til 37 elever i alderen 6 til 39. Og der behøver ikke at være nogen gengangere fra dag til dag. Det gør det altså svært at sikre og spore nogen form for fremgang på mit hold. Enkelte er gået vildt frem og kan huske ordene fra dag til dag, men de fleste møder op med udtørrede taghaver hver eneste morgen.

Og så er det bare om at virke lige så begejstret som hver eneste anden dag. Mindst.

Faktisk kan det godt være ret frustrerende ind imellem. Selv om ungerne er så uendeligt nuttede, har de altså gevaldigt svært ved at forstå, når jeg forsøger at forklare dem, at de ikke bare skal gentage, hvad jeg siger, men svare på spørgsmålene.

Jeg lover, at den der med dialogbaseret undervisning stadig ikke er nået til Laos endnu. Sådan kan en øvelse gå for sig:

Mr. Teacher: Hello.

Elev: Hello.

Mr. Teacher: How are you?

Elev: How are you?

Mr. Teacher: No-no! You say [peger]: I am fine, thank you.

Elev: No-no! You say: I am fine, thank you.

Og sådan kan det såmænd godt fortsætte al den tid, lektionen varer. Eller i hvert fald til jeg kigger ud på de 6-7 tilskuere, der altid står og glor ind gennem vinduesåbningerne uden at deltage. En af dem kommer med ind, og når man er 17-18 år, fatter man i hvert fald så meget, og så har jeg en at vise dialog med.

Selv om ikke jeg savnede Hanne, ville jeg alligevel glæde mig, til hun kommer og hjælper.

Men de er stadigvæk ultrasøde, og dagens højdepunkt er helt klart de 10-15 minutter, jeg møder før tid. Der er rigtig mange rollinger, der lige skal hen at hilse, og jeg sidder bare der med et saligt smil om munden og siger 'Sa-bai-dee' og 'Sa-bai-dee' i en uendelighed.

Så alt det go’e er klart i overskud, og der er især klare fremskridt at mærke hos de Riverside-ansatte, jeg underviser her. Samtidig føler jeg virkelig, at målet med at få ladet batterierne op lykkes for mig i stor stil. Jeg kan mærke, at jeg får det bedre på flere måder, og så glæder jeg mig altså, til jeg ser søndag ved frokosttid i Luang Prabang Airport.

På søndag begynder solen også at skinne igen.

På værtshus i skoletiden

I dag fik jeg så beviset for, at Nong Kiau Primary School påskønner Axis' indsats på skolen. Jeg mødte troligt op til en halvtom skolegård kl. kvart i tre, satte mig i nærheden af det liv, der var, og fotograferede en lækker lille unge.

Mens kameraet så sig om efter nye mål, dukkede skoleinspektøren op, rømmede sig og tog sig synligt sammen.

”Today no student. Sorry. Tomorrow,” fik han fremstammet. “Sorry.” Engelsklæreren må have set tilpas skuffet ud, for han fortsatte med et glimt i øjet og en opfordrende gestus: ”You drinG Lao Whisky?”






”Oh yes,” svarede engelsklæreren, og af sted det gik til skolegårdens hjørne, hvor vi kunne gå ind i det, man nærmest kan betegne som et gadekøkken med et par borde og tre parasoller.

Når man får tilbudt øl i Laos er det go’ skik at bunde skidtet og lange glasset tilbage til værten, der så kan fylde mere i. (Den der detalje med whiskyen var lige forsvundet i farten – men det var vist godt nok…)




Der sad skoleinspektøren og engelsklæreren så og kævede bajere med en håndfuld søde damer på gaden cirka fem meter fra skolens hovedindgang. Den var sgu nok ikke gået ret længe i Danmark, bilder jeg mig ind. Men stemningen var på toppen, og jeg fik en gylden chance for at fotografere nogle glade laoter.


Sikke en dejlig livsglæde.

Den spøjse eftermiddag fortsatte, for da jeg parkerede cyklen på Provincial Office kom en af mine elever mig i møde:

”TeaCHER!” (Laoterne lægger konsekvent tryk på sidste stavelse, hvilket sammenholdt med, at de ikke rigtigt har styr på L’er og R’er giver rigtigt underholdende engelsk ind imellem.) ”OfFICe manaGER has meeTING toDAY” (Underforstået i undervisningslokalet.) ”All stuDENT play footBALL now,” sagde han og gestikulerede over mod Nong Kiau’s ikke ligefrem prangende boldbane hundrede meter væk.

Så jeg luskede over for at se det meget vigtige opgør i den lokale firmafodboldturnering. Government mod Military.

”TeaCHER! Can you play footBALL,” spurgte en af mine elever mig, da jeg tog opstilling ved sidelinjen. Og det var så en af de få gange, hvor jeg virkelig forbander synshandicap og det ødelagte knæ, for hvor kunne ’mine drenge’ godt have brugt en løbestærk midtbanedynamo eller en mindre løbestærk bagstopper, viste det sig.

I øvrigt endnu en spøjs oplevelse: Dommeren var helt korrekt klædt i sort og gik meget op i alle signaler og samarbejdet med linjevogterne, der vinkede løs efter alle kunstens regler. I stærk kontrast stod de to hold, hvor spillerne vist nok skulle spille i henholdsvis rødt og grønt. Det var omkring halvdelen da også, mens resten stillede op i alle mulige og umulige farvekombinationer.

Kaos herskede på banen, hvor dommeren vist nok var nødt til at sjusse sig til sidelinjer mv. Så da ”vi” ret heldigt var bagud 2-0 ved pausen, listede teaCHER stille og roligt hjemad. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke gik glip af vinderøl af den grund.

Lidt om Laos

"Laos?" Spørgsmålet har været stillet mange gange siden jeg bestemte mig for at suse herned i seks uger. Det er nemlig ikke ligefrem det kendteste land i verden. Enkelte har også ønsket mig en go' tur til Afrika, og SÅ er det vist på tide med en lille geografitime, tror jeg nok. :o)

Laos ligger klemt inde mellem Vietnam og Thailand med små grænser mod Cambodia i syd og Burma og Kina i nord. Der er ingen kyststrækning overhovedet. Til gengæld er der masser af bjerge, som er enormt svære at opdyrke. Så burde dén være på plads, bilder jeg mig ind. Men vi kan lige så godt gå lidt videre, for Laos er faktisk spændende.

Det er en af de sidste sidste "demokratiske folkerepublikker" i verden - det vi andre kalder kommunistiske. Kommunisterne har haft magten siden 1975, da kongen blev væltet. Der er flere, der har spurgt, hvordan man mærker det i hverdagen, og svaret er 'slet ikke'. I hvert fald ikke de steder, jeg har været.

Man ser ingen militær, og det eneste polliti, jeg har set, er turistpolitiet' (Det hedder det!), der kontrollerer guest houses og godkender nye trekkingture rundt om, før adventure-bureauerne må gennemføre dem med turister.

Så det er en meget mild hånd, der styrer folket, lader det til.

Måske hænger det sammen med, at laoterne er så fredeligt og tilbagelænet folkefærd. Det virker som om, de får det bedste ud af enhver situation og i øvrigt accepterer forudsætningerne. Det gør i øvrigt Laos til et utroligt behageligt rejseland, fordi man får lov at gå helt i fred for påtrængende sælgere.

Siden 1991, da Sovjetunionen væltede, har Laos så manglet den storebror, der holdt landet i hånden økonomisk og politisk. Siden har laoterne i perioder været presset af Vietnam til at undlade al handel med kineserne, og så er der jo ikke mange venner tilbage. Blandt andet derfor hører Laos i dag til blandt de tunge lande på diverse økonomiske og udviklingsmæssige hitlister:

Økonomisk frihed: Nr. 137 ud af 157
Pressefrihed :164 ud af 174
Korruption: 151 ud af 181
FN's udviklingsindex: 133 ud af 179

Det ser jo unægteligt lidt tungt ud. Det er en af grundene til, at jeg er her. Jeg tror på, at der er perspektiv i at styrke uddannelsen i landet - ikke mindst på grund af den globalisering, der fejer hen over verden. Hvis man vil noget, skal man sgu kunne tale engelsk. Både over for den voksende turistindustri, men også i forhold til international handel og politik. Derfor.

Et lille kunstværk

Hver eneste dag, når jeg kommer til skolen klokken lidt i tre, møder jeg et lille kunstværk, der bare SKAL give mig dårlig samvittighed. Tavlen!

Laoterne har verdens smukkeste tegnsprog,synes jeg, når jeg kigger på tavlen, og lærerne lige før mig har verdens smukkeste håndskrift. Jeg nænner næsten ikke at viske herlighederne ud.

Heldigvis er der altid en eller anden lille trold, der rydder den nederste halvdel af tavlen - mere kan de ikke nå!

Og næste gang, jeg kommer, er det lige så fint igen. Lidt lige som de store Sand Dunes ved Sossusvlei i Namibia, der er nøjagtigt lige smukke og jomfruelige hver eneste morgen året rundt. På samme forunderlige vis er bogstaverne tilbage på tavlen hver eneste dag.

For resten: Nej, jeg ANER ikke, hvad der står.

Lige et kunstværk mere fra forleden. (tilføjet d. 25/11.

Sådan går det, når man har små elever

I går var der stor koncert til langt over midnat på Nong Kiaus fodboldbane. Fint nok. Eneste udfordring var bare, at det gav store mandefald i dagens undervisning. Der var kun én elev på provinskontoret, og i skolen udeblev min nye assistent og de fleste af mine faste elever.

Det gav så plads til en flok på 10 af de mest nuttede rollingepiger, der åbenbart gerne vil lære engelsk. Hm. Forbandet også at undervise så svingende en flok - og hvordan får man så en progression i gang hos eleverne?

Nå, men rollinger eller ej: Den stod jo på personlige stedord og udsagnsordene sit, stand, walk, run og jump med en ivrig Mr. Teacher til at vise, hvad ordene betød.

På et tidspunkt bad jeg pigerne ved et bord om at rejse sig op. Allesammen. Den gentog jeg, gestikulerede og viste det selv - alt sammen møntet på en pige med næsen i bordkanthøjde, der ikke havde rørt sig ud af flækken.

Hun så undrende på mig og besluttede sig til sidst for at gå op til mig. Først da gik det op for mig, at hun havde stået op hele tiden, men at hun bare ikke var høj nok til mere end lige at kunne se hen over bordkanten. UPS!

Nå, men det var altså tid for Mr. Teacher og hans lille ny yndling til at illustrere ordet WE i forbindelse med walk, jump og run. De andre skreg af grin, og det kan jeg da godt forstå, for der har jo været i hvert fald 100 kilos forskel på det umage par.

Man skal godt nok lige vænne sig til, at man er i Laos.

Jeg har fået en assistent!

Puha, hvor er det hedt at drive 10-12 unger, 3-4 lærere og en håndfuld teenagere til at lege ord ind. især når de faktisk ikke forstår dem.

Derfor er det en lykke, at jeg har fået hjælp fra Nong Kiau Primary Schools' faste engelsklærer. Hun deltager i undervisningen på lige fod, svarer altid lynhurtigt og højt på spørgsmålene og er meget positiv. Fint nok. Især fordi hun ikke er der for at grine ad Falangen (laoternes nedsættende ord om europæere og amerikanere. (I stil med østafrikanernes 'Mzungo' og i øvrigt afledt af at mange østasiater har det svært med R'er og S'er. Derfor er er er France blevet til Falang hernede, da Frankrig i sin tid var kolonimagt i Indokina. (Laos, Cambodia og Vietnam)))

Nå, men hun hjælper med at oversætte mine ønsker til alle elever, og hun forklarer forskellen på I og You osv. osv. osv. Fantastisk.

Til gengæld kommer hun så hen til mig med sin engelskbog bagefter for at få hjælp til udtale af forskellige ting. I dag var det H, egg og 8. Noget for noget, og i øvrigt taler min assistent faktisk okay engelsk. Hun har lovet at komme hver dag, og dét passer mig fantastisk.

Billede følger en af dagene. I morgen har hun nemlig spurgt, om hun må komme med en leg. Oh yeah! Mr. Teacher er klar med kameraet.

Nong Kiau Skyline

Okay! Skyline er måske li-i-ige tykt nok. Men det var i hvert fald ved skumringstid, og jeg lavede en lille 'kan jeg nu holde kameraet stille nok'-konkurrence med mig selv. Det ku' jeg.

Fede farver, ikke?

SÅ er vi altså på landet...

Det har jo aldrig været nogen hemmelighed, at Nong Kiau ligger langt ude, og at det ér en landsby. Fakta blev lige understreget i dag, da jeg arbejdede med at lære tjenerne Phet og Vanh latinske bogstaver.

Pludselig kom tre bøfler spadserende få lige uden for restauranten, og væk var d'herrer. Bøflerne blev jaget på porten med stenkast og høje råb. Pludselig susede Eskil, der ejer River Side, forbi dem - tilsyneladende i vild jagt på en fjerde misdæder.

Situationen var stærkt underholdende og samtidig understregede det, at man kan forvente sig lidt af hvert, når man bevæger sig til et uland. Fantastisk.

Forleden var det en slange i et træ ganske kort fra min tavle, der løb af med opmærksomheden fra 'Would you like the menu?' og 'Are you ready to order?'

Tilbage til bogstaverne. Dem kan Phet og Vanh faktisk ikke. Når de alligevel med jævne mellemrum ér i stand til at servere nogenlunde, hvad gæsten har bestilt, hænger det sammen med, at menuen også står på laotisk på Nong Kiau River Side.

Foreløbig har jeg lært dem altid at gentage bestillingen for gæsterne, når de har modtaget den. Det har tilsyneladende nedsat fejlprocenten til næsten ingenting. Den hollandske herre på billedet fortæller for eksempel, at River Side er det første sted i Laos, hvor fruen og han ikke oplever fejl.

Godt gået af Phet (billedet) og Vanh. Nu prøver jeg at lære dem at læse lidt engelsk, så de måske kommer til at virke en smule mere sikre. Og selvfølgelig feuk sawmer de til den store guldmedalje. Hver dag. Entusiasmen fejler nemlig ikke noget.

FEUK SAWM - Mit nye mantra

Man lærer ikke sprog med ørerne. Man lærer sprog med munden. Det er egentlig essensen af min måde at se sprogundervisning på. Se nu på indvandrere i Danmark: Lærer de dansk på sprogskolerne? Næh. De lærer sprog, når de får arbejde og bliver tvunget til at tale og høre dansk hver eneste dag.

Den filosofi har jeg nu peræsenteret på mine tre hold her i Nong Kiau. I praksis sker det ved, at jeg dekreterer "Feuk Sawm", der sådan cirka udtales 'Føk Såhrm' på laotisk og betyder 'træne' eller 'øve'.

Selv det blandede hold på skolen virker til at være på vej til at forstå, at det er op at stå og tale med sidemanden, når mantraet buldrer ud i lokalet. Det giver mig selvfølgelig ikke mulighed for at følge med i og rette dem hver især, men hvis Mr. Teacher skal rundt at høre samtlige 25 elever sige 'Hello. How are you? My name is ____. I am ___ years old', bliver der ikke mulighed for at feuk sawme ret meget i hver time, der varer 45-50 minutter.

Så der bliver feuk sawmet en hel masse, og 'lektierne' er også båret af mit mantra. Selv tjenerne på Riverside feuk sawmer lidt nu og da, og det går fremad. Langsomt.

Og det helt naturlige spørgsmål er da også, om børn og voksne får noget ud af fem timer om ugen i de fire uger, jeg er her?

Tjah, måske. Klarere kan jeg næsten ikke udtrykke det!

Hvis mine elever om et par uger kan og tør sige mere, end vi startede med, er jeg faktisk glad. Og det tror jeg såmænd nok, skal lykkes. Især er jeg begejstret for fremskridtene hos kokkepigerne på Riverside. Og et par af ungerne i skolen rykker faktisk en del.

Men det ér svært, for laoterne er et ret genert folkeslag, som er lidt bange for at lave fejl. Og derfor kan en del af dem godt holde tilbage, når de faktisk skulle tale. Derfor er feuk sawm så vigtigt.

November i Laos

Henrik Nordbrandt skrev engang noget i den her stil:

"Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november og november."

Tænk sig at have så meget ret. Man skal bare følge med i alle vejrklynkerierne på vennernes facebookopdateringer for at føle sig overbevist om, at digteren har ramt lige i plet.

Men sådan er det jo ikke ligefrem i Laos. November er den første måned i 'The Dry Season'. Her i Nong Kiau betyder det blå himmel hver eneste dag og tålelige temperaturer. Vi ligger stadig højt i tyverne først på eftermiddagen, men formiddag, aften og nat er behagelige.

Lidt senere på vinteren bliver det faktisk køligt om natten med ned til 10-12 grader. Så er det jo godt med de elektriske varmetæpper i de uopvarmede værelser.

Prøvlige at se formiddagsudsigterne fra min altan, som jeg glæder mig til at dele med Hanne, når hun kommer herned den 22. november. Det bliver fantastisk. Det er det, jeg kan sidde og kigge ud på, når jeg arbejder med computeren. Ekstra skønt, at her er trådløst internet!

The bridge over River Ou og Nong Kiau village set fra altanen til min bungalow.

Og drejer jeg blikket lidt til højre, strækker dette bjerg sig langt op i himlen lige på den anden side af floden.

Action i skolegården

Der er tre hits i skolegården i Laos: Petanque, som gerne samler en pæn flok tilskuere, fodtennis på volleyballnet i bare tæer og med en bambusbold, der gør ondt ad Horsens til (jeg er blevet ramt) og elastikhop.

Det minder lidt om en højdespringskonkurrence, når pigerne sætter af og hopper over elastikkerne, der hele tiden bliver flyttet opad. Hvor mange danske niårige kunne lige have ordnet den her? Uden tilløb altså´... og hun kom over.

Mr. Teacher er et hit!

Fire dage i Nong Kiau Primary School har trukket smilet frem hos de nuttede unger, skolegården er fyldt af. 'Sa-bai-dee' lyder det fra de små, når de ser det kendte ansigt, som ikke er bange for at give sig til at danse lidt med et par fnisende småpiger eller give high five til et par endnu mindre drenge.

Det giver altså street credit, og beviset på, at ungerne godt kan li' Mr. Teacher kom torsdag. Jeg dansede og grinede mig gennem skolegården og skulle lige til at entre klassen, da en rolling stod foran mig, sendte et par hundehvalpenuttede øjne lige ind i mig og stak sin lille hånd frem. Den tog jeg, og så gik vi ellers hånd i hånd ind i klasseværelset.

Øj, den gik rent ind på hjertekontoen. :o)
Torsdag blev også premieren på min nye stil med børnevenlig undervisning med billeder og tal og den slags. Vi talte katte, hunde, kyllinger, geder og fisk. Og det viste sig, at lærerne faktisk var lige så langt fremme i skoene med hensyn til at regne ud, hvor mange ben, ni kyllinger har. Skide skægt.

Og ungerne er i øvrigt helt klar på at stille op som modeller og gennemgå dyrearter og tal. Fedt.

Fredag var skolen desværre lukket, men mine 20 trofaste elever har lovet at træne til på mandag. Så kommer der også farver på.

Hop-hop! Allesammen hop!

Det er garanteret første gang, skolebørnene i Nong Kiau Primary School har fået ordre til at hoppe i timen, og de syntes det var FEDT. De målløse lærere på mit engelskhold rørte sig ikke ud af flækken. Selvfølgelig.

Det vel nok i bund og grund årsagen til, at jeg sammen med Eskil, der er dansker, lokal koordinator og kontaktperson, har bestemt, at vi fremover laver børneundervisning i skolen. Børnene er i klart overtal, lærerne er ikke aktive, og der er meget mere liv i øjnene hos de små poder.

Og så kan jeg sgu godt li', at de kommer frivilligt til engelskundervisningen efter skoletid kl. 15-16. Det skal de altså belønnes for. Så fremover følger jeg den opskrift, som jeg fik af en svensk skolelærer, jeg mødte i går. Hun har lige undervist små børn i Cambodia de seneste seks måneder, så det kan godt lade sig gøre. Og hvis bare et par stykker kan lave selvstændige sætninger om fire uger, er jeg glad.

Tirsdag havde jeg i øvrigt åndsnærværelse nok til at fotografere ud over en del af klassen under spasen. JUMP!

Eneundervisning!

Her gik jeg og troede, at eneundervisning betyder, at det er én lærer med én elev. Men nej. Ikke i Laos. Eneundervisning her er, når der er én lærer. Ingen elever. De ansatte på Riverside løb rundt med tungen ud af halsen i dag, så der kunne jeg stå og terpe vigtige ord for mig selv. Og det her ord lærte jeg da i hvert fald betydningen af. :o)

På udflugt med gutterne

Laoterne er sindssygt imødekommende, og man fornemmer faktisk ikke, at man bare er en omvandrende åben tegnebog. Skønt - og faktisk ret uvant i Asien.

I går mødte jeg en lærer fra Nong Kiau Secondary School. Han inviterede mig til at besøge skolen, og jeg troppede da op klokken 9 i morges. Læreren så mig ud af døren, hentede mig og installerede mig på en stol i et hjørne af klasseværelset. Der var cirka 40 børn omkring de 12, som sad tre og tre ved gammeldags skolepulte og skrev lao. (I øvrigt et fantatisk flot skriftsprog.)

Nå, men desværre virkede det som om, min stakkels ven gik totalt i stå ved at have mig i lokalet. Han fremstammede samme sætning 7-8 gange, hvorefter jeg blev overladt til nogle store drenge.

'Have seen waterfall,' spurgte de, og i løbet af to-tre minutter var der mønstret tre cykler og en knallet, og vi var på vej ud i landskabet. Mit bud er, at turen var på fem kilometer. Supersmukt og i øvrigt igennem nogle fine-fine landsbyer. De lokale bønder tørrede ris og chili på presenninger i vejkanten, de smukkeste unger pillede næse og alle hilste venligt: 'Sa Bai Dee', som er den normale hilsen hernede.

'Mine' syv-otte drenge kæmpede sig op over de mange stigninger i flotteste tempo og uden en sveddråbe på panden. Sejt, synes jeg. For selv om jeg sad fint på min nogenlunde acceptable mountainbike, drev sveden selvfølgelig af mig. Og måske svedte jeg lidt ekstra angstens sved for, at et par af gutterne skulle styrte på en af nedkørslerne. Ofte med den ene stående på bagagebæreren i fuld fart. Av.

Men det gik. Vi kom ud til det fine vandfald og hjem igen uden uheld, Superfin tur, som kun kom i stand, fordi drengene var gæstfrie og gerne ville vise frem for mig. (Og mr. Teacher ér jo også lidt spændende...)

Jeg har også været på besøg hos tjeneren Miix' forældre, og jeg er blevet tilbudt at bo gratis privat hos manageren på byens ene trekkingbureau. I aftes skulle jeg have været til Nits forsinkede fødselsdags"fest", der blev aflyst af for meget vind. ('Man kan nemlig ikke drikke øl, når det blæser', som han forklarede mig. (Det har sgudda aldrig været en hindring for mig...)) Vi prøver bare igen i aften.

Jo, laoterne tager imod, åbner sig og elsker at møde nye mennesker, selv om de godt kan være lidt beklemte ved deres begrænsede engelskkundskaber. Men det er bare fedt at være her og føle, at jeg bliver taget godt imod.