På værtshus i skoletiden

I dag fik jeg så beviset for, at Nong Kiau Primary School påskønner Axis' indsats på skolen. Jeg mødte troligt op til en halvtom skolegård kl. kvart i tre, satte mig i nærheden af det liv, der var, og fotograferede en lækker lille unge.

Mens kameraet så sig om efter nye mål, dukkede skoleinspektøren op, rømmede sig og tog sig synligt sammen.

”Today no student. Sorry. Tomorrow,” fik han fremstammet. “Sorry.” Engelsklæreren må have set tilpas skuffet ud, for han fortsatte med et glimt i øjet og en opfordrende gestus: ”You drinG Lao Whisky?”






”Oh yes,” svarede engelsklæreren, og af sted det gik til skolegårdens hjørne, hvor vi kunne gå ind i det, man nærmest kan betegne som et gadekøkken med et par borde og tre parasoller.

Når man får tilbudt øl i Laos er det go’ skik at bunde skidtet og lange glasset tilbage til værten, der så kan fylde mere i. (Den der detalje med whiskyen var lige forsvundet i farten – men det var vist godt nok…)




Der sad skoleinspektøren og engelsklæreren så og kævede bajere med en håndfuld søde damer på gaden cirka fem meter fra skolens hovedindgang. Den var sgu nok ikke gået ret længe i Danmark, bilder jeg mig ind. Men stemningen var på toppen, og jeg fik en gylden chance for at fotografere nogle glade laoter.


Sikke en dejlig livsglæde.

Den spøjse eftermiddag fortsatte, for da jeg parkerede cyklen på Provincial Office kom en af mine elever mig i møde:

”TeaCHER!” (Laoterne lægger konsekvent tryk på sidste stavelse, hvilket sammenholdt med, at de ikke rigtigt har styr på L’er og R’er giver rigtigt underholdende engelsk ind imellem.) ”OfFICe manaGER has meeTING toDAY” (Underforstået i undervisningslokalet.) ”All stuDENT play footBALL now,” sagde han og gestikulerede over mod Nong Kiau’s ikke ligefrem prangende boldbane hundrede meter væk.

Så jeg luskede over for at se det meget vigtige opgør i den lokale firmafodboldturnering. Government mod Military.

”TeaCHER! Can you play footBALL,” spurgte en af mine elever mig, da jeg tog opstilling ved sidelinjen. Og det var så en af de få gange, hvor jeg virkelig forbander synshandicap og det ødelagte knæ, for hvor kunne ’mine drenge’ godt have brugt en løbestærk midtbanedynamo eller en mindre løbestærk bagstopper, viste det sig.

I øvrigt endnu en spøjs oplevelse: Dommeren var helt korrekt klædt i sort og gik meget op i alle signaler og samarbejdet med linjevogterne, der vinkede løs efter alle kunstens regler. I stærk kontrast stod de to hold, hvor spillerne vist nok skulle spille i henholdsvis rødt og grønt. Det var omkring halvdelen da også, mens resten stillede op i alle mulige og umulige farvekombinationer.

Kaos herskede på banen, hvor dommeren vist nok var nødt til at sjusse sig til sidelinjer mv. Så da ”vi” ret heldigt var bagud 2-0 ved pausen, listede teaCHER stille og roligt hjemad. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke gik glip af vinderøl af den grund.