fredag den 27. november 2009

Så er det slut på skolen

I dag (fredag) måtte vi så sige endeligt farvel til vores "klasse" på skolen. Vi havde medbragt en seddel med den laotiske besked, at dette var sidste time. Vi kommer ikke på mandag.

Deltagerantallet har svinget fra 12 til 37, og en dødssyg fredag fra kl. 15 til 16 stak vi rekorden med ikke færre end 40 entusiastiske børn, der gerne vil lære engelsk. Selvfølgelig var en del af dem nye, men det er da fantastisk, at så mange gider bruge deres fritid på at lære et fremmedsprog. Ville 7-8 årige børn i Danmark kunne se perspektivet i og nødvendigheden af at være gode til engelsk. I don't think so.

...and what color is THIS?

Og både Hanne og jeg er jo kommet til at holde af de ellers ret drænende timer på skolen, så det var da fantastisk, da ungerne af sig selv kom for at give hånd og sige Kawp Jai Lai Lai (mange tak). En efter en. Et par stykker var synligt kede af, at festen slutter nu.

Lige på dét tidspunkt havde jeg hellere end gerne skrevet under på en forlængelse af aftalen med Axis i et par uger.


Afskeden med Provincial Office var knapt så rørende.

Undervisningslokalet var aflåst, og kun Chanta var til stede, da vi ankom. Ergo gik Mrs. Teacher hjem, mens Chanta og jeg nød det gode vejr og talte om 'prepositions' (forholdsord). Lidt efter kom det lokale turistpolitis nye betjent og deltog i resten af lektionen.

Trods alt godt med et par engagerede elever, og begge ærgrede sig da over, at det er slut. De glæder sig, til Bente kommer og tager over midt i januar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar