På udflugt med gutterne

Laoterne er sindssygt imødekommende, og man fornemmer faktisk ikke, at man bare er en omvandrende åben tegnebog. Skønt - og faktisk ret uvant i Asien.

I går mødte jeg en lærer fra Nong Kiau Secondary School. Han inviterede mig til at besøge skolen, og jeg troppede da op klokken 9 i morges. Læreren så mig ud af døren, hentede mig og installerede mig på en stol i et hjørne af klasseværelset. Der var cirka 40 børn omkring de 12, som sad tre og tre ved gammeldags skolepulte og skrev lao. (I øvrigt et fantatisk flot skriftsprog.)

Nå, men desværre virkede det som om, min stakkels ven gik totalt i stå ved at have mig i lokalet. Han fremstammede samme sætning 7-8 gange, hvorefter jeg blev overladt til nogle store drenge.

'Have seen waterfall,' spurgte de, og i løbet af to-tre minutter var der mønstret tre cykler og en knallet, og vi var på vej ud i landskabet. Mit bud er, at turen var på fem kilometer. Supersmukt og i øvrigt igennem nogle fine-fine landsbyer. De lokale bønder tørrede ris og chili på presenninger i vejkanten, de smukkeste unger pillede næse og alle hilste venligt: 'Sa Bai Dee', som er den normale hilsen hernede.

'Mine' syv-otte drenge kæmpede sig op over de mange stigninger i flotteste tempo og uden en sveddråbe på panden. Sejt, synes jeg. For selv om jeg sad fint på min nogenlunde acceptable mountainbike, drev sveden selvfølgelig af mig. Og måske svedte jeg lidt ekstra angstens sved for, at et par af gutterne skulle styrte på en af nedkørslerne. Ofte med den ene stående på bagagebæreren i fuld fart. Av.

Men det gik. Vi kom ud til det fine vandfald og hjem igen uden uheld, Superfin tur, som kun kom i stand, fordi drengene var gæstfrie og gerne ville vise frem for mig. (Og mr. Teacher ér jo også lidt spændende...)

Jeg har også været på besøg hos tjeneren Miix' forældre, og jeg er blevet tilbudt at bo gratis privat hos manageren på byens ene trekkingbureau. I aftes skulle jeg have været til Nits forsinkede fødselsdags"fest", der blev aflyst af for meget vind. ('Man kan nemlig ikke drikke øl, når det blæser', som han forklarede mig. (Det har sgudda aldrig været en hindring for mig...)) Vi prøver bare igen i aften.

Jo, laoterne tager imod, åbner sig og elsker at møde nye mennesker, selv om de godt kan være lidt beklemte ved deres begrænsede engelskkundskaber. Men det er bare fedt at være her og føle, at jeg bliver taget godt imod.