Jeg vågnede nemlig op til et strømsvigt, der slog til i hele byen ved to-tre tiden i nat. Og selv om det var skyerne næsten rakte helt ned til byen frem til kl. 11, blev det min hidtil varmeste dag i Laos. Kombinationen af væksthormoner i et dødt køleskab og 37-38 grader i skyggen er sjældent en go' plan.Så samtidig med, at jeg greb chancen for at kigge lidt rundt i byen håbede jeg bare på, at køleskabet kunne leve bare en lille smule op til sit navn. Jeg så scenarier som Steen retur til Århus for at hente mere medicin eller Hundedyr kølepakke til Laos for mine øjne.
Væksthormonet kan tåle op til 25 grader i afmålte tidsrum, så jeg kunne ånde lettet op, da termometret viste 25,3 kl. 18.12, da strømmen kom igen. Puha.
Ellers levede byvandringen helt op til forventningerne om en sydøstasiatisk landsby af de lidt større. Det ér og bliver jo ikke ligefrem lukus...En støvet hovedgade med små ’forretninger’, et par gøende hunde, lidt høns og en gang imellem en fodgænger eller et par knallerter. Eller med andre ord: ikke ret meget liv. Faktisk er her ikke andet at lave end at trekke, mountainbike og slappe af her. Det er der så en del turister, der gør.
Det var gennemgående så sløvt, at det var en ommer, da jeg langt om længe fandt forretningen med whiteboard markers og kopipapir. Huset var åbent, men den eneste tilstedeværende var en ung pige, der lå og sov. Hun var ikke i stand til at gøre sig forståelig, så jeg håber bare, at indehaveren er hjemme i morgen.
Det hører alt sammen rigtig fint sammen med min oplevelse af laoterne som et afslappet og roligt folkefærd. Lidt for uambitiøse vil nogen sikkert tænke. Det bliver spændende at opleve, hvor gerne mine elever vil lære engelsk. :o)
Men i betragtning af, at det næsten er vinter og 38 grader, er det ikke så underligt, hvis laoterne ikke orker at være særlig ambitiøse. Puha.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar