onsdag den 18. november 2009

Lidt om Laos

"Laos?" Spørgsmålet har været stillet mange gange siden jeg bestemte mig for at suse herned i seks uger. Det er nemlig ikke ligefrem det kendteste land i verden. Enkelte har også ønsket mig en go' tur til Afrika, og SÅ er det vist på tide med en lille geografitime, tror jeg nok. :o)

Laos ligger klemt inde mellem Vietnam og Thailand med små grænser mod Cambodia i syd og Burma og Kina i nord. Der er ingen kyststrækning overhovedet. Til gengæld er der masser af bjerge, som er enormt svære at opdyrke. Så burde dén være på plads, bilder jeg mig ind. Men vi kan lige så godt gå lidt videre, for Laos er faktisk spændende.

Det er en af de sidste sidste "demokratiske folkerepublikker" i verden - det vi andre kalder kommunistiske. Kommunisterne har haft magten siden 1975, da kongen blev væltet. Der er flere, der har spurgt, hvordan man mærker det i hverdagen, og svaret er 'slet ikke'. I hvert fald ikke de steder, jeg har været.

Man ser ingen militær, og det eneste polliti, jeg har set, er turistpolitiet' (Det hedder det!), der kontrollerer guest houses og godkender nye trekkingture rundt om, før adventure-bureauerne må gennemføre dem med turister.

Så det er en meget mild hånd, der styrer folket, lader det til.

Måske hænger det sammen med, at laoterne er så fredeligt og tilbagelænet folkefærd. Det virker som om, de får det bedste ud af enhver situation og i øvrigt accepterer forudsætningerne. Det gør i øvrigt Laos til et utroligt behageligt rejseland, fordi man får lov at gå helt i fred for påtrængende sælgere.

Siden 1991, da Sovjetunionen væltede, har Laos så manglet den storebror, der holdt landet i hånden økonomisk og politisk. Siden har laoterne i perioder været presset af Vietnam til at undlade al handel med kineserne, og så er der jo ikke mange venner tilbage. Blandt andet derfor hører Laos i dag til blandt de tunge lande på diverse økonomiske og udviklingsmæssige hitlister:

Økonomisk frihed: Nr. 137 ud af 157
Pressefrihed :164 ud af 174
Korruption: 151 ud af 181
FN's udviklingsindex: 133 ud af 179

Det ser jo unægteligt lidt tungt ud. Det er en af grundene til, at jeg er her. Jeg tror på, at der er perspektiv i at styrke uddannelsen i landet - ikke mindst på grund af den globalisering, der fejer hen over verden. Hvis man vil noget, skal man sgu kunne tale engelsk. Både over for den voksende turistindustri, men også i forhold til international handel og politik. Derfor.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar