Frustrationer og glæder

Alt i alt går det såmænd fint nok her i Nong Kiau. Jeg elsker jo at være her, selv om den blå himmel og 30 grader de sidste fire dage har været skiftet ud med tykt overskyet og 18 grader.

Selvfølgelig er der ting, der frustrerer ind imellem. Når man er vant til dansk mødedisciplin og præcision, kan det godt irritere, at fremmødet er så svingende, som det er.

Især i skolen,hvor jeg har prøvet alt fra 12 til 37 elever i alderen 6 til 39. Og der behøver ikke at være nogen gengangere fra dag til dag. Det gør det altså svært at sikre og spore nogen form for fremgang på mit hold. Enkelte er gået vildt frem og kan huske ordene fra dag til dag, men de fleste møder op med udtørrede taghaver hver eneste morgen.

Og så er det bare om at virke lige så begejstret som hver eneste anden dag. Mindst.

Faktisk kan det godt være ret frustrerende ind imellem. Selv om ungerne er så uendeligt nuttede, har de altså gevaldigt svært ved at forstå, når jeg forsøger at forklare dem, at de ikke bare skal gentage, hvad jeg siger, men svare på spørgsmålene.

Jeg lover, at den der med dialogbaseret undervisning stadig ikke er nået til Laos endnu. Sådan kan en øvelse gå for sig:

Mr. Teacher: Hello.

Elev: Hello.

Mr. Teacher: How are you?

Elev: How are you?

Mr. Teacher: No-no! You say [peger]: I am fine, thank you.

Elev: No-no! You say: I am fine, thank you.

Og sådan kan det såmænd godt fortsætte al den tid, lektionen varer. Eller i hvert fald til jeg kigger ud på de 6-7 tilskuere, der altid står og glor ind gennem vinduesåbningerne uden at deltage. En af dem kommer med ind, og når man er 17-18 år, fatter man i hvert fald så meget, og så har jeg en at vise dialog med.

Selv om ikke jeg savnede Hanne, ville jeg alligevel glæde mig, til hun kommer og hjælper.

Men de er stadigvæk ultrasøde, og dagens højdepunkt er helt klart de 10-15 minutter, jeg møder før tid. Der er rigtig mange rollinger, der lige skal hen at hilse, og jeg sidder bare der med et saligt smil om munden og siger 'Sa-bai-dee' og 'Sa-bai-dee' i en uendelighed.

Så alt det go’e er klart i overskud, og der er især klare fremskridt at mærke hos de Riverside-ansatte, jeg underviser her. Samtidig føler jeg virkelig, at målet med at få ladet batterierne op lykkes for mig i stor stil. Jeg kan mærke, at jeg får det bedre på flere måder, og så glæder jeg mig altså, til jeg ser søndag ved frokosttid i Luang Prabang Airport.

På søndag begynder solen også at skinne igen.