Man lærer ikke sprog med ørerne. Man lærer sprog med munden. Det er egentlig essensen af min måde at se sprogundervisning på. Se nu på indvandrere i Danmark: Lærer de dansk på sprogskolerne? Næh. De lærer sprog, når de får arbejde og bliver tvunget til at tale og høre dansk hver eneste dag.
Den filosofi har jeg nu peræsenteret på mine tre hold her i Nong Kiau. I praksis sker det ved, at jeg dekreterer "Feuk Sawm", der sådan cirka udtales 'Føk Såhrm' på laotisk og betyder 'træne' eller 'øve'.
Selv det blandede hold på skolen virker til at være på vej til at forstå, at det er op at stå og tale med sidemanden, når mantraet buldrer ud i lokalet. Det giver mig selvfølgelig ikke mulighed for at følge med i og rette dem hver især, men hvis Mr. Teacher skal rundt at høre samtlige 25 elever sige 'Hello. How are you? My name is ____. I am ___ years old', bliver der ikke mulighed for at feuk sawme ret meget i hver time, der varer 45-50 minutter.
Så der bliver feuk sawmet en hel masse, og 'lektierne' er også båret af mit mantra. Selv tjenerne på Riverside feuk sawmer lidt nu og da, og det går fremad. Langsomt.
Og det helt naturlige spørgsmål er da også, om børn og voksne får noget ud af fem timer om ugen i de fire uger, jeg er her?
Tjah, måske. Klarere kan jeg næsten ikke udtrykke det!
Hvis mine elever om et par uger kan og tør sige mere, end vi startede med, er jeg faktisk glad. Og det tror jeg såmænd nok, skal lykkes. Især er jeg begejstret for fremskridtene hos kokkepigerne på Riverside. Og et par af ungerne i skolen rykker faktisk en del.
Men det ér svært, for laoterne er et ret genert folkeslag, som er lidt bange for at lave fejl. Og derfor kan en del af dem godt holde tilbage, når de faktisk skulle tale. Derfor er feuk sawm så vigtigt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar