Efter morgenens antiklimaks med én elev, fik jeg godt nok min sag for, da jeg mødte op på Nong Kiau Primary School for at undervise 10-15 lærere der. Wow.
Det viste sig, at klassen bestod af to lærere og 35 børn i alderen 8-11 år - alle uden den fjerneste anelse om engelsk. Det er altså en udfordring, når ingen fatter så meget som ét ord af instruktionerne. De er supersøde og nuttede, men det var jo ikke lige det, jeg havde forberedt mig på...
Så Mr. Teacher svedte godt nok en del, mens han kæmpede sig igennem improviserede øvelser og sætninger med eleverne. Der bliver jo ikke ligefrem ret meget tid til den enkelte, når det foregår i kæmpeflokke. Og så langt rækker min småbørnspædagogik jo heller ikke ligefrem.
Tata, der er Riversides kontaktperson til skole og provinskontor, har lovet mig at rette misforståelsen til i morgen, men nu risikerer jeg måske at skuffe en masse små unger, der virkelig gerne VIL lære noget engelsk. Jeg er i syv sind, må jeg indrømme. Tror lige, at jeg tager en pow-wow med Eskil og Tata i aften.
Undervisningen på Provincial Office gik overraskende nok efter planen. 7 elever, der næsten kunne lidt engelsk allesammen var, hvad jeg havde forventet at møde, og det var sjovt nok. Især var der jubel over en omgang hangman, som trak timen ud til 70 minutter. Stor jubel, da Mr. Teacher endte med at hænge sig selv.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Kæreste Steen, hvor er det altså bare fantastisk at læse om din nye hverdag og alle de udfordringer du møder på din vej. Har haft den mest forrygende frokost pause idag, hvor jeg har læst alle dine indlæg 2-3 gange, for at være sikker på at få det hele med. Du er et meget specielt menneske, på den fede måde :) Kæmpe knus Gunne
SvarSlet